×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Månedens blogger

Vold i parforholdet

Dicte Susse Pedersen

Socialrådgiver & Parterapeut

20. april, 2017

Kærligheden, den destruktive dans

Vores hjem er vores fundament, og det sted hvor vi skal føle os trygge og elskede. Desværre er det ikke sådan for alle mennesker. I Danmark udsættes ca. 33.000 kvinder og ca. 10.000 mænd for vold i parforholdet. Tal der ville være langt større, hvis alle krænkelser blev registreret.

Det betyder at rigtig mange mennesker lever under dagsordenen angst, vold, skam, utryghed og uforudsigelighed. Tilstande, der kan sætte dybe aftryk i en psyke.

Jeg har stor erfaring med at arbejde med voldsramte parforhold og indimellem hører jeg spørgsmålet ” hvorfor går hun ikke bare ,hun må da kunne lide det ? ” – desværre en myte der ikke er helt ualmindelig.

– Og det ER svært at forstå og forholde sig til partnervold, for hvordan kan man slå den man elsker?

Men hvad er det der foregår når to mennesker som elsker hinanden, har vold som et udtryk ? Hvordan kan det være at tæsk og verbale ydmygelser overhovedet får en plads i et kærlighedsforhold?

Det virker så uforståeligt at slå den man har størst kærlighed til, og endnu mere ufatteligt at vold kan fortsætte i årevis i et parforhold. Smertefulde dynamikker der har store konsekvenser for parret, deres børn og deres øvrige relationer .

Vold er stærke sager og vold i nære relationer gør indtryk på os. Vi kan føle os fortabte og magtesløse, for hvad gør vi når det destruktive får magten, styrer intensivt og fylder hele rummet?

Professionelle, pårørende og medmennesker har brug for at forstå og få mere indsigt i, hvilke udfordringer kvinden og manden og parret står over for. Og en ting er sikkert, de kan ikke lide den vold de lever i. De kæmper begge en desperat kamp for at finde ud af hvad der foregår i relationen og er fanget i et destruktivt mønster af afmagt, sorg, vrede, forvirring og dyb fortvivlelse.

Vold i parforholdet er et komplekst problem der ikke kan findes én forklaring på.

Vi skal som terapeuter, rådgivere og behandlere begynde at se på partnervold med langt mere nuancerede øjne.

Efter min mening skal vi væk fra tanken om at kvinden er et offer og at manden er en bøddel. OG vi skal fortsat være enige om at volden altid er voldsudøverens ansvar.

Jeg ser det som handlingslammende for de voldsramte kvinder, hvis vi udelukkende ser på dem som ofre , da det cementerer et billede af at de ikke er i stand til selv at tage ansvar og få ændret situationen og deres egen adfærd i et parforhold.

Derimod er konflikterne og konfliktoptrapningen et fælles anliggende. Vi bør betragte volden som et udtryk for at relationen er dysfunktionel, og at parret danser en destruktiv dans, som er nødvendig at få brudt. Jeg mener dermed at vold i parforholdet er et personligt problem for hver af parterne og et fælles relationelt anliggende.

Hvis parret skal bryde den negative spiral kræver det en vilje til at kigge smerten og destruktiviteten dybt i øjnene. Parret skal være indstillet på en længere terapeutisk proces, hvor begge parter arbejder med deres andel af den dysfunktionelle dynamik.

En proces der altid vil tage et afsæt i at bryde tabuet. Det vi ikke taler om og har så svært ved at forstå. Når kærlighed bliver til en dysfunktionel dans.

Socialrådgiver og certificeret EFT parterapeut, MPF, fra firmaet intermezzo, Christianshavn.

Dicte Susse Pedersen har i en lang årrække rådgivet og behandlet et stort antal voldsramte kvinder. Gennem sit arbejde har hun opnået en solid faglig viden og erfaring, som hun videregiver med nye teoretiske vinkler.

Intermezzo’s hjemmeside: www.intermezzo.dk