fbpx
×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Indlæg

Tilknytning – et uundgåeligt perspektiv

Meriam Al-Erhayem

Psykoterapeut

13. september, 2017
Et uundgåeligt perspektiv for professionelle omsorgspersoner

I mit mangeårige arbejde som terapeut, og professionel omsorgsperson, bliver det mere og mere klart for mig, hvor stor en betydning vores tidligste tilknytnings-erfaringer har for vores tilværelse – og særligt for relationerne i vores liv. Og vi mennesker bevæger os ind og ud af relationer, minut for minut, time for time, dagen lang, og livet igennem. Det kræver færdigheder, relationelle færdigheder, og de grundlægges i de tidligste samspil med vores vigtigste omsorgspersoner. På en måde kan man sige at vi programmeres, på baggrund af de samspil vi meget intensivt udsættes for i vores barndom.

Men hvorfor skal vi forholde os til tilknytnings- perspektivet, er det ikke noget de utrygt tilknyttede må arbejde med i det terapeutiske rum ? Jo det er det også, men hvis vi kigger på hvor mange fagpersoner der dagligt arbejder med mennesker, hvor relationen er en forudsætning for faglig og menneskelig vækst, er det et uundgåeligt at tilknytningsperspektivet er noget vi eksplicit og implicit konstant må navigere i.

Et godt eksempel er en folkeskolelærer som jeg har haft på mit kursus i tilknytning. Hun fortalte mig hvor stor gavn hun har haft af sin viden om tilknytningsmønstre i sit arbejde med børnene og ikke mindst forældrene.

”Det er en win-win på flere områder”, udtalte hun, ”det at få kendskab til de forskellige tilknytningsmønstre, giver selvindsigt, og en mulighed for at identificere sit eget mønster”.

Hun oplevede også, hvordan det havde positiv indflydelse på hendes måde at arbejde med børnene på, og især i de situationer hvor tingene gik skævt. Det blev hjælpsomt både at se sit eget mønster, og samtidig, empatisk, at kunne indleve sig i elevens ståsted, uden at gå ind i ” et definerende ”rigtig og forkert”.

En pædagog, der arbejdede på et hjem for sårbare unge, oplevede ofte at én af de unge lukkede af for al kommunikation, når hun nærmede sig. Det frustrerede hende og hun fik lyst til at opgive at arbejde med drengen. I en supervision fik hun øje på hvor overvældende hun kunne virke og det blev tydeligt for hende at det var det den unge trak sig tilbage fra. Han havde en historie hvor intimidering var en del af hverdagen og noget han måtte beskytte sig imod. Da pædagogen lærte at holde sig lidt tilbage, at dossere, kunne den unge få lov til at ”komme ud” så han kunne indlede relationen mere på hans betingelser i hans tempo.

Jeg ved at mange fagpersoner, der arbejder med mennesker, genkender når den relationelle dans bliver svær, og når man kommer til kort, uanset gode intentioner og hårdt arbejde. Ikke sjældent er der tale om tilknytningsmønstre der kolliderer for både behandler og bruger, som kommer til at stå i vejen for et konstruktivt relationelt samspil.

Ved at fordybe sig i de forskellige tilknytningsstile og selv kigge indad, kan det professionelle menneske forholde sig mere hensigtsmæssigt og derved bidrage til at ’den anden’ udvikler sin tilknytningsstil og får nye helende erfaringer i samspillet. For heldigvis er det sådan at vi kan arbejde med og udvikle vores tilknytning til andre mennesker. Særligt bliver det, hvis vi møder mennesker, private som professionelle, der bestyrker os i at tillid og tryghed er bærende dele af den sunde relation.

Jeg kunne ønske at tilknytningsperspektivet blev en central del af de uddannelser hvor mennesket møder mennesket. Jeg tror vi kunne tage mange nænsomme genveje i arbejdet med sårbare sjæle, hvis de professionelle kendte deres egne tilknytningsstiles resurser og forhindringer. Empati er limen i relationer og det helende element for dem der tidligt i livet ikke fik nok eller blev overvældet, så de trak sig ind i sig selv.

Tilmeld dig til kursus i Tilknytning og tilknytningsteori ved Psykoterapeuterne Meriam Al-Erhayem og Peter Munk .