fbpx
×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Månedens blogger

Spiseforstyrrelser og ambivalens

Susie Friis Kruse

Psykoterapeut

30. august, 2017
Det terapeutiske relationsarbejde med spiseforstyrrelser og ambivalens – om mad og kærlighed

Det er ikke altid let at se den – den skrigende smerte bag øjnene. Det er heller ikke altid synligt på kroppen, hvilket mareridt der udspiller sig, – når ingen kigger, – hvor kæmpe portioner af mad indtages for derefter at blive kastet op eller udrenset med afføringspiller, vanddrivende midler eller nådesløs træning. Det er langt fra altid, at det bliver sagt højt, at fornedrende tanker om mad og krop fylder det hele; at det forpester alt inden i, og hvordan det isolerer fra længslen efter betydningsfulde relationer og deltagelse i dét liv, som det ellers ser ud til, at alle andre kan finde ud af at leve.

Når jeg sidder i mit rum som terapeut og arbejder med mennesker med spiseforstyrrelsesproblematikker, så sidder jeg først og fremmest over for et menneske, der har udvist et ubeskriveligt vovemod ved overhovedet at komme. For når vi som professionelle arbejder med mennesker med spiseforstyrrelser, så sidder Skammen altid med. Kæmpe bjerge af skam. Og den lægger ofte et afmægtigt slør ud over hele scenariet. Det kan tage tid – nogle gange lang tid – overhovedet at komme blot en smule bag om skammen til at få øje på den ubeskrivelige forpinthed, der er forbundet med ikke at kun finde ud af ”dét der med mad”.

Som en klient med en ledende stilling i en kommunikationsvirksomhed engang sagde til mig: ”Der er ingen der ved, at når jeg tager hjem efter en vellykket undervisningsdag, så sidder jeg resten af aftenen i min seng og grovæder chokolade og kanelsnegle til jeg bliver helt følelsesløs af forstoppelse”. Eller som en læge der fortalte mig om, at hun lærte at kaste op helt lydløst i pauserne mellem sine patienter på akutafdelingen.

Nogle gange viser kroppe med al tydelighed, at de er meget store og tunge, eller på den anden side at de er skræmmende udmagrede, og at de derved skriger til omverdenen om, at der er åbenbare ubalancer. Men de afslører aldrig derved den helt unikke, personlige smerte og følelsesmæssige forpinthed, der ligger bag hver eneste fortvivlede kamp, der kompenserende retter sig mod maden og kroppen.

Spiseforstyrrelsen er på sin helt unikke måde kommet for at beskytte mod det ubærlige. Og det er derfor, at det oftest er så ambivalent og skræmmende at slippe den igen. Det er netop dette ”ubærlige”, vi i den trygge terapeutiske relation skal kunne bære sammen med vores klienter, så de kan lære at bære deres følelsesliv og deres kærlighedsværdi selv. Det handler grundlæggende om i den terapeutiske relation at få erfaringer med og at udvikle færdigheder i denne kærlighedsessens for senere at lykkes med at dele den livsdueligt ude i livet, hvor kærlighedslivet jo hører til.

Spiseforstyrrelsen har derved sin egen helt ”logiske” redningsstrategi, og den er umiddelbart den ”bedste” løsning på en ellers uløselig livssituation. Vejen ud af et kompenserende forhold til mad og krop kan være en lang og smertefuld rejse, – fuld af skræmmende ydre og indre forandringer i brogede følelsesmæssige landskaber – men når det lykkes, er rejsen vækstbringende, identitetsstyrkende og på smukkeste vis livsbekræftende.

Det er denne rejse hjem til sig selv, det hele drejer sig om. Og derfor er det terapeutiske arbejde med kompenserende strategier omkring mad og krop ofte et langsommeligt stykke relationsarbejde, hvor din egen personlige fordybelse er afgørende for dine færdigheder i at kunne skabe nærende kontakt som terapeut. Dette er selvfølgelig betydningsfuldt i al terapeutisk arbejde, men mennesker med spiseforstyrrelser ser i udstrakt grad ud til at have brug for dette personlighedsudviklende relations-rum, for på sigt at være i stand til at konfrontere ambivalensen og slippe deres kompenserende overlevelsesstrategi.