fbpx
×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Indlæg

Sorg og glæde

Lene Jensen

Aut. psykolog & forfatter

08. juni, 2019
Smerten bølger igennem mig

Pludselig hugger sorgen, og smerten bølger igennem mig. Guldbrylluppet blinker forude og spørgsmålet, hvordan skal det fejres?

Sædvane er, at Trine, ved større begivenheder i familien, går foran i praktisk planlægning med stor energi og godt humør – og at Tomas, der har blikket for, hvad der skaber god stemning, sørger for musik, indslag osv.

Men min datter Trine blev dræbt af en bil som 25-årig og min søn Tomas faldt død om under en løbetur som 39-årig. De døde med 9 års mellemrum, og det ligger efterhånden nogle år tilbage. Men sorg og savn er uden for tid og rum og lige nu og her, lytter smerten ikke til fornuftens ord om, at tiden læger alle sår (måske, men arret kan også gøre ondt). Den er intens i nuet men klinger heldigvis hurtigt af, efterladende det velkendte vemod.

Sorgen har rullet sig sammen for nu og fundet sin sædvanlige plads i et hjørne af mit indre.

”Hun bor i dit hjerte” blev de spontane ord til vores børnebørn, da deres elskede faster blev dræbt- og på gravstenen, kom der til at stå: ” Du vil altid være med os.”

Ordene blev gentaget og gentaget, da deres far døde, og teksten på gravstenen blev ændret til: ”I vil altid være med os.” Og det er de. Relationen til dem hver især vil aldrig ophøre. De har været her fysisk, sat et kraftigt aftryk og præget mit liv/vores liv og min identitet.

Deres død har ført til nye retninger i livet. Den har også betydet en aldrig ophørende søgen efter mening og svar på nogle af livets store eksistentielle spørgsmål. Og den har medført en skærpet værdsættelse af de mennesker, der er i min/vores kreds. Som deres far sagde dengang: ”Vi må leve med, og for, de levende og så sørge over vores døde, når vi er os selv.”

Deres død har også ført til, at jeg igen er blevet samler. Som barn samlede jeg på nipsenåle, hønseringe osv. Nu samler jeg på glæde. Det blev hurtigt klart for mig efter Trines død, at skulle jeg holde balancen, var det nødvendigt bevidst at fokusere på det, der kunne give et strejf af glæde – lidt lys ind i sorgens mørke rum.

Jeg begyndte at samle på glæde. Det har været en hjælp at tvinge mig selv til også at have fokus på glæderne, og så hver aften gøre status over dagens samling. Enhver lillebitte ting, f.eks. et smil, der gav et strejf af lys, hørte med i samlingen. I dag har jeg en unik samling, og der kommer stadig nye til.

En dag lige efter jul kom en af Trines gamle skolekammerater helt uventet med breve, hun havde sendt til ham på sin jordomrejse. En dag for nylig kom deres far glad hjem fra det hus, som Tomas og hans familie engang boede i. Nogle af deres gamle naboer var kommet forbi, kun for at fortælle hyggelige minder om Tomas.

Livets gang har fyldt i sorgens vægtskål, så for at holde balancen i livet, har det været nødvendigt bevidst at fylde i glædens vægtskål.

”Sorrig og glæde de vandrer til hobe” er titlen på en salme af Kingo, og det blev en linje i indbydelsen til Guldbryllup. Hvor har han ret! Midt i glæden, kan sorgen hugge i mig og midt i sorgen, kan glæden over, at mine skønne børn har været her, lyse dagen op.

Trine og Tomas bor i mit hjerte.

Om Lene Jensen

Lene Jensen er forfatter til bogen Den indre Have. Du kan besøge hendes hjemmeside her: www.psykologlenejensen.dk.

Temadag med Svend Brinkmann

AcademyCph åbner, d. 9.september 2019, dørene for en spændende temadag med Svend Brinkmann, om sorg og diagnoser. Læs mere og tilmeld dig her: Sorg og diagnoser