fbpx
×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Indlæg

Når gamle sår står i vejen for kærligheden

Meriam Al-Erhayem

Psykoterapeut

06. februar, 2019

Alle parforhold møder bump på vejen, og jeg tror, at alle par kan nikke genkendende til at være fastlåste i ubærlige konflikter, der efterlader os magtesløse og ulykkelige. For hvem vil ikke helst være tæt på det menneske, man elsker og ønsker samhørighed med? – vejen derhen er bare ikke altid så enkel, trods de bedste intentioner.

Det erkendte jeg og min mand også på et tidspunkt. Vi havde fået vores første barn, og umiddelbart så det ikke ud som om, noget kunne stå i vejen for vores lille familie. Men noget larmede, og selvom vi kæmpede og gjorde vores bedste, måtte vi, få år efter, se i øjnene at vi var skibsbrudne, og at vi ikke, trods stor gensidig kærlighed, formåede at redde os selv i land.

Det var dybt smertefuldt og særligt gjorde det ondt, at vi måtte byde vores lille datter et liv med deleordning og et hver-for-sig forældre-liv. Både han og jeg led, men noget uidentificerbart stod i vejen for os.

Vi levede hvert vores liv men kunne vi ikke give slip på hinanden, og på et tidspunkt måtte vi prøve igen. Men selvom kærligheden var intakt, og vi havde fået vores dejlige søn, måtte vi indse at de problemer, vi havde givet op over for stadig, var aktuelle og stod i vejen for et nærende og trygt parforhold.

Det blev os derfor klart, at vi havde brug for hjælp, hvis ikke vi skulle ende i en ny skilsmisse. Det blev starten på en både smertefuld, smuk og udbytterig rejse. Vi startede i parterapi hos Jette Simon og indtil videre, er det er blevet til et forløb, on and off, over flere år.

Vi opdagede begge, at roden til vores udfordringer stak langt dybere, end vi havde forestillet os.

Vi var begge brændte sjæle med ømme hjerter, på den ene side åbne og længselsfulde, og på den anden side vagtsomme og i frygt.

Jeg opdagede, at jeg slet ikke havde så let ved at give mig hen og have tillid. Der var ikke langt til utrygheden og beskyttelsesstrategier, der ikke virkede åbnende for vores parforhold. Min mand havde sår, der lignede mine, måske i en anden form. Men når alt kom til alt, blev det tydeligt at vi begge frygtede det samme; at føle os betydningsløse, ikke gode nok og med en indgroet frygt for at blive kasserede og forladt. Alt sammen noget der havde sit udspring i vores tidligste tilknytningserfaringer, og som stadig lå som en grå grundtone imellem os.

Det gør ondt at komme i kontakt med sine mest grundlæggende sår, og det var u-lade-sig-gørligt hvis ikke parterapeuten, Jette Simon, havde mødt os med sin høje faglighed, sin varme ufordømmende og vedholdende nysgerrighed og sin villighed til at investere sin empati og dybtfølte indlevelse. Hun hjalp os til at finde kilden til vores smerte, og støttede os til at være med og udtrykke vores sårbarhed. Den sårbarhed der blev limen og forudsætningen, for at vi i dag stadig er sammen og er blevet langt bedre til at møde og forstå hvor ’den anden’ kommer fra og, hvad der er på spil.

Det har haft en hel utrolig betydning at møde en parterapeut, der ikke kommer med adfærdsregulerende øvelser, men i langt højere grad har søgt ind i essensen og smerten af det, der stod i vejen. At hun med bevidst sikker faglighed og sin metodiske sikkerhed har støttet til at ”smelte” forsvaret, så vi kunne komme til sårbarheden, række ud til hinanden og fået blik for de skrammer, vi hver især bærer med os ind i tosomheden.

Træerne vokser ikke ind i himlen, og undertiden danser den ene af os stadig tango og den anden polka. Vi har lært, at det ikke handler om at opnå evig harmoni og idyl, men om at have fået mod og redskaber til at kunne være mere åbne, sårbare og nysgerrig på hinandens perspektiv og afsæt.

Tak for dansen!