×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Indlæg

Når tilgivelse bliver et krav

Henriette Boysen

Psykoterapeut

20. april, 2017

Når man arbejder med mennesker i terapi, kommer begrebet tilgivelse meget ofte i spil. Mennesker oplever livet igennem, at blive svigtet, ikke imødekommet eller krænket. Lige så snart vi gør andre betydningsfulde for os , er der mulighed for at få sår på sjælen. Undertiden udsættes vi også for hændelser og vilkår, vi ikke selv kan kontrollere. Når det sker vil det ofte blive efterfulgt af en indre forhandling om tilgivelse. Det kan være i nære relationer, systemet, gud, universet og intetheden, som vi mennesker undertiden kan have brug for at anklage og revse.

Jeg oplever at mange mennesker er i konflikt med fænomenet. Det er som om vi BØR tilgive, og helst hurtigt. Det ligger ligesom i kortene, at det er det eneste rigtige at gøre. Så er man et godt menneske, der sætter sig selv og andre fri, så vi kan komme videre.

Vores samfund er dybt funderet i religiøse værdier, der vægter den bevidste og målrettede tilgivelse højt. Og i mange terapeutiske og alternative behandlingsmiljøer, er det et udtryk for et højt bevidsthedsniveau og en højt eftertragtet næste- kærligheds-komponent at tilgive selv de største svigt og krænkelser.

Hvad sker der så når man bare ikke kan / vil tilgive?

Det er min oplevelse, at så kommer der en over-bygning af skyld og skam på det der i forvejen er pinefuldt. Det kan gøre den ikke tilgivende til et u-rummeligt og rigidt menneske, der kunne mistænkes for at slås med indre knurrende dæmoner. Man kan føle sig så forkert og skamfuld over ikke at kunne komme til den eftertragtede tilgivelse.

Der er ingen tvivl om at vi mennesker kan være psykisk smertepåvirkede af opslugende bitterhed og vrede, og at tilgivelse, når den er autentisk og naturlig, er utroligt lindrende og befordrende. Jeg tror bare ikke på den viljebaserede tilgivelse. Man kan ikke beslutte sig for at VILLE tilgive. Det er en proces , der har sin tid og som er meget individuel fra menneske til menneske. Min påstand er, at kun ved at acceptere at jeg ikke kan tilgive, er der en mulighed for at slippe ”proppen”, hvis det er det jeg ønsker.

Ikke sjældent oplever jeg klienter berette om barndomsscenarier, der gør det umuligt at forstå at de sidder foran mig, psykisk sunde og velfungerende. Mange af dem er empatiske mennesker, der kan forstå dem selv i stykker, også at far, mor eller skolelæren har forrettet uoprettelig skade på deres sjæl. De kan ubetinget indleve sig i hvorfor den anden har krænket, og derved mister de deres indre ret til at blive vrede og kede af det. De mister det led, hvor de hævder deres egen ret og integritet. Og så kan der ikke være tale om reel tilgivelse. Snarere en beskyttelses-konstruktion, måske med et forceret og ydrestyret ”bør” i enden.

Mange mennesker kan/vil ikke tilgive og kan finde fred med det engelske begreb ”letting go”.

Det vil sige at man accepterer at det krænkende og begrænsende er sket, at man kommer til tåls med det og lader det fare. Man tilgiver ikke nødvendigvis, men man er ikke længere forpint og stiller ikke ”den anden” aktivt til regnskab. Man sætter sig selv fri og kan gå videre.

Min oplevelse er, at den udgave tjener rigtig mange klienter godt.

Mit budskab er at vi som behandlere, terapeuter og privat personer, skal have ydmyghed over for begrebet tilgivelse. Jeg oplever at det gør mere skade end gavn at have en mission på egne og andres vegne om at kunne give slip, når man ikke er ankommet til tilgivelses -stationen endnu og måske aldrig kommer dertil.

Vi kan risikere at efterlade vores medmennesker et ensomt og skambefængt sted, fordi vi er styret af et ”bør”. Undertiden rammer svigt, krænkelser og udfordrende livsvilkår et sted i os, så tilgivelse ikke er mulig lige med det samme, og måske aldrig.

Jeg vil gerne invitere nysgerrighed og mangfoldighed ind i feltet. Vi mennesker gør alt hvad vi gør på mange forskellige måder, og de fleste af os finder heldigvis vej i vores egen version.

Tilgiv at du ikke kan tilgive 😉