fbpx
×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Indlæg

Når kroppen forsvinder

Charlotte Krolykke

Psykoterapeut & Yogalærer

02. juni, 2019

Forestil dig at et simpelt spørgsmål som: ”Har du lyst til at spise sammen i dag?”, aktiverer en angst så stor, at kroppen helt automatisk lukker ned, og du forsvinder ud af kontakten med den anden og dig selv. Det at være sammen med andre giver dig uvirkelighedsfølelse og en forsvinde-ud-af-kroppen fornemmelse. Du kan ikke mærke dig selv.

Det er hverdagen for mange af de spiseforstyrrede, jeg arbejder med til daglig. Dissociation er for mange af dem et primært forsvar mod ikke at mærke svære følelser og de sider af sig selv, som opleves som truende eller farlige for dem selv.

Se også vores temadag med Susan Hart om “Dissociations-fænomener” og tilmeld dig på: Dissociations fænomener

Den mest primitive overlevelse

Den mindste påmindelse om noget, som systemet opfatter som farligt, får automatisk kroppen til at stivne og lukke ned. Nogle gange i længere tid ad gangen og andre gange i korte glimt, som kan være mere subtile og sværere at identificere for terapeuten og klienten. Selvom det umiddelbart kan føles som en lettelse at komme væk fra svære følelser og situationer, så vil prisen for dissociationen være høj, fordi den fjerner dig fra livet – forladtheden, isolationen, sorg over tab af kontakt, og skammen over at føle sig defekt følger efter. En giftig cocktail som er med til at vedligeholde behovet for flugten fra de svære følelser og relationer, som aktiverer de følelser, som er for svære at håndtere. For de spiseforstyrrede manifesterer dissociationen sig igennem maden og opkastningerne, som gør det så vanskeligt at komme ud af sin spiseforstyrrelse.

Den smertefulde erkendelse

Det kan blive endnu mere pinefuldt, når bevidstheden om dette stærke forsvar, dissociationen, erkendes. Mennesker har brug for mennesker, og derfor er smerten tilsvarende stor, når måden at være med mennesker på er ved at forlade sin krop og sin tilstedeværelse. På et sekund stivner kroppen og bliver ubevægelig, blikket bliver fjernt, og i de svære tilfælde ender det med et kollaps. Effektivt til ikke at mærke noget som helst, alle svære følelser forsvinder, angsten forsvinder, kroppen forsvinder, og jeg forsvinder – i en tidlig alder den eneste mulighed for at overleve det som var ubærligt. Når jeg hverken kan flygte eller kæmpe, kan min eneste chance for at overleve være at spille død.

Vejen videre

Min erfaring som behandler for spiseforstyrrede og i min personlige proces, er det er et særligt helende øjeblik, når man bliver mødt lige netop i dissociationen og får forståelse fuld af empati og omsorg for den overvældelse, det er og anerkendelse af, hvor vigtigt det har været for den følelsesmæssige overlevelse at kunne forsvinde.

Rejsen begynder med at få tillid til, at det som dengang gik galt, nu kan gøres godt.

Det at være sammen med en anden, som ikke er bange for det, som gemmer sig derinde, vækker håbet.

Den anden bekræfter min eksistens! Igennem det nærvær kan jeg udvikle større spændevidde, før overvældelsen indtræder igen, og jeg kan bearbejde de svære følelser og oplevelser, som dissociationen har gemt på lager, indtil jeg var klar til at håndtere det, sammen med et andet menneske i et trygt rum.

Sløret opløses langsomt, og det er som at begynde at fylde kroppen ud indefra og mærke, den hænger sammen med mig. Det er som at komme til stede i livet, og det åbner for en varm hjertekontakt til andre og til sig selv.

Læs mere om vores kursus om dissociations-fænomener med Susan Hart: Dissociations fænomener