×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Indlæg

Min indre familie

Henriette Boysen

Psykoterapeut

12. februar, 2020

Det meste af mit liv har jeg nok tænkt, at jeg var ét menneske, og at det var meningen, i denne psyko-verden, at jeg skulle finde min samlede identitet, acceptere den og finde ind, finde hjem, finde mit sande jeg. Det lykkedes bare ikke rigtig, og hver gang jeg synes, at nu havde jeg nogenlunde fået styr på, hvem jeg overvejende er, var det som en del af mig stak af og ikke rigtig ville passe ind i det samlede billede. Møgirriterende! Selvom jeg var rolig, så var noget i mig uroligt. Når jeg havde en stærk vilje rettet mod noget, så var der en anden del af mig, der arbejdede i mod og kollapsede modvilligt ned i noget, der minder om en afgrund af apati. Når jeg pludselig blev skrækslagen over en ”helt almindelig” hverdagsaktivitet, var der en anden del, der undertiden kunne tale med en stemme i mig og berolige mig til at fuldføre opgaven, eller den del der hele tiden har en mening om, hvorvidt det jeg gør er rigtigt eller forkert, sjusket eller tjekket og undertiden ligefrem u-elskelig.

Hører jeg stemmer, ja det må jeg nok sige, at jeg gør. Jeg hører stemmerne fra min indre familie.

Der er tante Ængstelse, onkel Selvsikker, kusine Sød og Charmerende og faster Alt- for- Temperamentsfuld, fætter Kreativ og ikke mindst moster Revisor, der forfærdes og ligger i fosterstilling, når der potentielt kunne være lidt lavvande på kontoen. Jeg kunne helt sikkert nævne mange flere.

Efterhånden er det gået op for mig, at jeg består af mange dele, at jeg er et mangefacetteret væsen med delpersonligheder, der tjener mig på godt og ondt. Dele af mig er støttende for mig, og andre dele tar’ mig undertiden, og jeg kan drukne i sider, der er ”født” ud af smerte, svigt og overvældethed fra fortiden. De er ikke opdateret på harddisken og ”tror” stadig, at jeg er et lille barn, der må gribe til umodne beskyttelsesstrategier. Dem bliver jeg nødt til at gå i dialog med, bearbejde, møde, transformere, så de kan indlemmes på skrivebordet som let tilgængelige og anerkendes for deres ressourcer. For jeg tror, at alt hvad vi gør, gør vi fordi, vi har haft brug for det på et tidspunkt i livet.

Sikke en befrielse at opdage at jeg ikke kun er én men mange, og at min personlighed er evig foranderlig, med mange farver på paletten. At turde slippe kontrollen og nysgerrigt kigge på, hvem er jeg nu, og hvilken del af mig er i spil lige nu og af hvilken grund. Det får mig også til at føle mig mindre dysfunktionel, når jeg strander i mørke, skam eller sorg. Jeg er jo andet, end det der reagerer lige nu. Det har bidraget til, at jeg i højere grad kan møde mig selv med kærlighed og accept……. altså når det lykkedes. J

Så jeg bifalder mit indre familieskab og mine indre familiefester, også når bølgerne går højt, der er friktion, og der diskuteres højlydt ved middagsbordet, opslidende højlydt undertiden.

Men en ting er sikkert. Jeg er aldrig alene, jeg har jo alle de andre.