fbpx
×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Månedens blogger

Mig og mit ambivalente tilknytningsmønster

Peter Munk

Psykoterapeut, Sociolog

09. oktober, 2018

En vej der blev til viden

Hele mit voksenliv og store dele af min barndom har jeg lidt af social uro, og andre menneskers meninger har betydet alt for meget for mig. Alle mine tætte og ikke mindst mine perifere relationer var præget af en længsel efter nærhed og samtidig også en angst for nærhed. Der var altid et underliggende fokus på, om jeg blev elsket eller afvist – og en optagethed af selv at være tiltrækkende og afvisende. En konstant uro og en manglende evne til slappe af sammen med andre, men også en manglende evne til at kunne være hvilende i mit eget selskab.

Mit ambivalente mønster bunder i konkrete erfaringer fra min barndom – erfaringer der for spædbørn ubevidst opleves som et spørgsmål om liv og død, og derfor cementeres som grundlæggende utryghed og ængstelse i vores liv . Mønsteret er stadig en del af mig og bliver provokeret og aktiveret i mit daglige liv. Det nye er, at jeg ret hurtigt kan genkende mønstret og ved, hvad der er på spil, når jeg mister fodfæste eller mærker min uro. Jeg fordømmer ikke længere mig selv, og skammer mig ikke over, at det er sådan. Tværtimod kan jeg se meget mere kærligt og stolt på mig selv og min evne til at finde min vej i mit liv.

Derfor er det nok ikke mærkeligt, at jeg gennem en menneskealder har beskæftiget mig med tilknytning både privat og professionelt.

Min partner og jeg har i mange år haft et opholdssted for anbragte børn.

Alle var de unikke og meget forskellige, fine sjæle men med én ting til fælles. Deres første år i livet havde været præget af grundlæggende ustabilitet og kaos i relationerne til deres primære omsorgspersoner. Vi kom derfor hurtigt til at brænde for at tilbyde dem mulighed for, at udvikle deres evner til at knytte sig til andre mennesker.

Vi indrettede simpelthen vores opholdssted, så vi kunne tilbyde så meget kontinuitet, forudsigelighed og tryghed som muligt. Vi var få gennemgående voksne, og vi respekterede at huset, vi sammen boede i, primært var børnenes hjem. Det betød, at når vi voksne havde brug for pauser, tog vi ud af huset, så de kunne blive i deres trygge og forudsigelige base.

Vi sikrede os psykologisk supervision på ugentlig basis, så vi kunne holde os så åbne og så tilgængelige som muligt. Det var vigtigt for os at bevare os vågne, for at kunne følge det enkelte barn så opmærksomt og nærværende som muligt.

Jeg har arbejdet med mine relationsvanskeligheder hele livet. I et tilbageblik kan jeg se hvordan mit eget tilknytningsmønster har influeret negativt på såvel mit socialpædagogiske som mit terapeutiske arbejde og på forskellige måder er kommet imellem mig og mine klienter.

Men med den viden vi har i dag og med det fokus, vi har på de kvalitative forskelle mellem de primære tilknytningsmønstre – tryg – utryg/undgående – utryg/ambivalent – desorganiseret finder jeg det derfor meget betydningsfuldt, at vi som terapeuter og professionelle omsorgspersoner får integreret vores tilknytningsbevidsthed såvel i forhold til vores empatiske resonans, som i forhold til vores eget mønster og betydningen af det for de relationer, vi indgår i.

Jeg bliver stadig ramt i mit mønster, men takket være min bevidsthed om tilknytning i almindelighed og opmærksomheden på mine egne udfordringer, har jeg den glæde at opleve evnen til stor ro og til at være tryg i kærligheden. Kærlighed til mig selv – til mine børn og børnebørn – til mine klienter – til livet og ikke mindst den eksistentielle kærlighed. I dag er uro og utryghed derfor blevet afløst af kærlighed og søgen mod væren – afgørende sigtepunkter i mit liv.

I dag takker jeg mine plejebørn for, at de fik mig på sporet af perspektivet tilknytning og dens betydning, og jeg er taknemmelig for den indsigt, jeg er i besiddelse af; nemlig at vores tidligste mønster følger os hele livet, MEN også at heling, tillid og personlig udvikling i højeste grad er mulig.

De sidste mange år har jeg undervist i tilknytning og tilknytningsteori. Jeg har været positivt vidne til en udvikling, hvor fokus på tilknytning bliver mere og mere tungtvejende i den terapeutiske, såvel som i den socialpædagogiske verden.

Erkendelsen af at jeg bærer et utrygt/ambivalent tilknytningsmønster har gjort det muligt for mig at forstå og imødekomme andre menneskers udfordringer og, paradoksalt nok, givet mig en langt større grad af frihed og tryghed i mit liv.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om tilknytning og hvordan, du kan skærpe dig selv og dit faglige virke ift. tilknytning, så læs mere om kurset via linket nedenfor.

Kursus i tilknytning og tilknytningsteori: Psykoterapeuterne Peter Munk og Meriam Al-Erhayem. 22 – 24. Marts 2019 i København.