×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Indlæg

Hvorfor vi bliver så forvirrede i selskab med en narcissist

Helle Dueholm

Psykoterapeut

01. juni, 2020

Hvorfor bliver jeg så forvirret og ikke kan forklare mig selv?

I min psykoterapeutiske praksis har jeg mødt mange mennesker af begge køn, der har fået blå mærker fra mødet med et menneske med en eller anden grad af narcissistisk forstyrrelse.

Mere sjældent har jeg i min praksis siddet overfor et menneske med stærke tegn og måske ligefrem diagnosticeret med narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Når det er sket, har det været et meget kort forløb, og ikke sjældent som led i en manipulation overfor en partner/ægtefælle. Aldrig ud fra et oprigtigt ønske om at kigge indad. Hvorfor skulle man også det, når man er perfekt og ved bedst? Det er jo ”alle os andre”, der har brug for hjælp for nu at lufte klicheen.

Så jeg hører ofte beskrivelserne af dynamikkerne og de smerter, som de forårsager.

I denne kontaktform kan der ofte være en følelse af, aldrig rigtigt at blive hørt og forstået. Som kollega, partner eller datter/søn gør jeg mig ofte umage for at belægge mine ord rigtigt, at forklare mine synspunkter omhyggeligt i håbet om det forløsende i, at se vedkommende med et lys i blikket sige: ”Nåh ja, det forstår jeg godt.” Et møde som aldrig sker, men mere minder om æslet, der går efter guleroden, uden at forstå at den er bundet på en pind, der altid sørger for, at den er udenfor rækkevidde.

På engelsk er der et udtryk, som hedder ”gaslighting”, der netop beskriver, hvad der er gang i, i den form for kommunikation du ofte farer vild i. (Dette er en teknik, som præsident Trump fra mange sider, anklages for at tage i anvendelse i sin håndtering af kritik.)

Gaslight var en psykologisk thriller fra 1944 om en mand, der gifter sig med en velhavende ung enke, med det formål at få fingre i hendes formue. Planen er langsomt at drive hende til vanvid ved at betvivle – og få hende selv til at betvivle – grebet om virkeligheden. Når først hun tror, hun er blevet ”tosset”, ville han få hende anbragt på en institution og have fri rådighed over formuen. Ét af hans trick – og titlen på filmen kommer herfra – var at skrue op og ned på gaslamperne i huset. Når hustruen bemærkede, at lyset flimrede og var ustabilt, ville han pure benægte hendes observation og italesætte, at hun var helt galt på den. Altså gradvist etablere sig som den, der havde styr på situationen og hun som værende utilregnelig og derfor afhængig af ham.

Dette udtryk anvendes altså til en meget dyb manipulation. Ved over tid gradvist at undergrave tilliden til sig selv, betvivle rigtigheden af udsagn og følelser, og fratage minder og erindringer sandhedsværdi, opnås en social og personlig kontrol. Gaslighting er en manipulation, der søger at give kontrol og magt i relationen. Når denne kommunikationsform anvendes, er det umuligt at nå frem til et ”møde”, til en forståelse for det er ikke målet. Målet er at skabe rav i den, ikke harmoni.

Over tid vil gaslighting betyde, at jeg begynder at tvivle på min oplevelse af, hvad der blev sagt, skete, eller hvad jeg oplevede. Jeg vil opleve, at det jeg føler bliver gjort forkert, og min intuition og fornemmelse vil blive tilsidesat. Jeg vil få oplevelsen af, at hvad jeg tænker og føler, om en situation er uden betydning. Betyder ikke noget – jeg betyder ikke noget.

Til gengæld bliver min partner, den som ved bedst, bliver en autoritet både over min oplevelse og mine handlinger. Min oplevelse af at være afhængig vokser.

Så hvad er der gang i?

Et menneske med narcissistisk personlighedsforstyrrelse har en begrænsning i kommunikationen. Det er for ham/hende ikke til at holde ud, at skulle rumme og lytte til det, jeg siger. Så N trækker sig i kontakten, og ofte minimeres jeg pga. det, jeg forsøger at udtrykke.

Her er et par eksemplar på denne model:

”Så starter du igen,  ..”

”Det er altid så synd / svært / … at være dig”

”Det er altid det, du hiver frem… ”

”Du tænker altid bare på dig selv.”

”Du er simpelthen så dum at høre på”

”Du tuder altid”

”Du er simpelthen så følsom”

”Det var jo ikke det, som skete, du husker forkert / du fordrejer sagen”

”Har du overhovedet ingen humoristisk sans, det var jo en joke!”

”Du tager også alting så alvorligt”

N rejser sig, griber telefonen eller tænder for Tv’et.

N lyver direkte og benægter, at der er sket / sagt noget bestemt.

N kan også bruge taktikken, at få det hele til at handle om sig selv. Her er et par eksempler på, hvordan fokus for samtalen manipuleres væk, fra mit fokus:

”Det her er også rigtigt svært for mig”

”Det er altså uretfærdigt, at du… ”

”Jeg siger det altså bare for at hjælpe dig, men hvis du ikke… ”

Og nogle gange kan der også distraheres ved at bringe lidt direkte eller indirekte trusler ind i billedet:

”Hvis der skal være så meget… så ved jeg ikke, om vi kan blive sammen”

”Så kan du sgu gå selv, hvis der skal være så meget ballade hver gang”

”Jeg kan da også bare holde op med at forsøge at hjælpe dig”

”Jeg troede, min hjælp betød noget”

N afviser altså at forholde sig til indholdet af, hvad jeg siger og drejer fokus.

Når bølgerne går højt, er det så vanvittigt svært at gennemskue denne kommunikationsform. For mig er et af de klareste advarselstegn typen af spørgsmål, jeg bliver mødt med.

Hvis min samtalepartner oprigtigt ønsker at forstå og lytte til mig, vil de såkaldte ”åbne” spørgsmål hjælpe: Sig noget mere? Kan du sige det samme med andre ord? Har du et eksempel? Hvad har du brug for? Hvordan kan jeg komme dig i møde?

Hvis der i stedet bliver stillet spørgsmålstegn ved, hvad jeg siger: Er du sikker, for jeg husker det helt anderledes? Det er ikke det, din kollega/søster/veninde siger, tager du ikke fejl? Så ved jeg, ”spillet” er i gang.

Den form for udspørgen kan meget let opleves som et forhør. En stadig strøm af spørgsmål uden pause til at reflektere, eller tid til at mit svar overhovedet synker ind. Min oplevelse er, at jeg skal forsvare mig selv. På den lange bane vil det ofte føre til, at jeg tier og slet ikke rejser spørgsmål, for jeg orker ikke forhøret, anklagerne og usikkerheden.

På den måde begynder jeg at blive usynlig – jeg gemmer mig og forlader mig selv, for ikke at opleve at blive forladt – paradoksalt, ikke?

Helle Dueholm: https://helledueholm.dk/