fbpx
×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Månedens blogger

Hvad har død og tilknytning med hinanden at gøre?

Gitte Høj

Journalist & Psykoterapeut

22. november, 2017
Hvad har død og tilknytning med hinanden at gøre?

For nylig satte et kursus i Tæt på døden, hos AcademyCph, fokus på betydningen af et trygt tilknytningsmønster. For når vi oplever sorg eller tab, bliver evnen til trygt at knytte sig for alvor testet. Døden ribber op i gamle (tilknytnings)sår. Og det gør det professionelle, terapeutiske arbejde med at hele tilknytningsmønstre endnu mere essentielt.

For nu at tale ligeud af posen har jeg aldrig helt forstået, hvorfor meget føltes sværere efter min fars død for 5 år siden. Sværere at være mig alene. Sværere at være sammen de andre i familien. Og. Måske især sværere at være sammen med min mor.

Ikke, at det var en sorgløs dans på roser, før min far døde. Der er ingen grund til at idyllisere, for der var mange torne at stikke sig på. Min far var syg. Han led under sin sygdom, var forpint, og han trængte vist nok til at få fred. Men der skete noget, da vi mistede ham, som jeg aldrig helt har fået fat i, hvad handlede om. For nylig gik der en prås op for mig. Det vender jeg tilbage til.

Dybt forbundne et øjeblik

Da min far lå på sit dødsleje, mærkede jeg en helt særlig samhørighed med mine brødre og min mor. Jeg følte, at vi var forbundne på et dybt plan. Det blev forstærket, da jeg sammen med mine brødre sad og holdte vores far i hånden, mens han fredfyldt tog sine sidste vejtrækninger. Det var næsten en spirituel oplevelse for mig.

Jeg var sorgfuld, men jeg var også forhåbningsfuld, fordi det var så trygt at være sammen. Roligt og sikkert. Lige der – klods op og ned ad døden – var vi så tæt knyttede til hinanden, at livet bare kunne komme an. Sådan havde jeg det.

Siden da er det gået noget ned ad bakke. Det, der lignede et afsæt til en tryg tilknytning, forsvandt mere eller mindre. Det begyndte til min fars bisættelse. Følelserne sad udenpå tøjet, og vi hang og dinglede i hver sit tilknytningsmønster og kæmpede med at finde en plads i fællesskabet. Eller i det mindste finde et fællesskab, hvor vi kunne være der for hinanden. Men der var konflikter, og vi var alle i knæ. Og noget blev sværere derfra.

Døden forstærkede noget, der var lidt kompliceret i forvejen. Noget i vores indbyrdes relationer. Vores måder at knytte os til hinanden på. Som om vi sad på hver vores isflage. Drattet ned fra det samme bjerg og alligevel helt isolerede.

Jeg har ofte mærket en længsel efter, at min mor kærligt tog over. Tog lederskabet i familiens sorgarbejde. Var den voksne, der førte an og hjalp os andre igennem den vanskelige tid. Opfandt et fælles sprog at tale om sorgen på. Knyttede os til hende og bandt os sammen i et fælleskab.

Nu er det, at der går en prås op for mig, og jeg ser, at det kunne min mor ikke. Det kan hun ikke.

Døden ribber op i en tillært tryg tilknytning

Sagen er nemlig, at når vi oplever et tab og eksempelvis mister et menneske, vi elsker, så bliver vi samtidig testet på vores tilknytningsressourcer, som det så fint hedder. Har vi tilstrækkeligt af dem, vil vi opleve, at vi hører til og evner at genstarte fællesskabet i nuet og mærke, at vi hænger sammen. Men mangler vi disse ressourcer, bliver det i stedet et smertefuldt møde med det, vi ikke får. Vi konfronteres med den manglende kontakt og tillid, mærker ensomhed og isolation og bliver utrygge. Måske trækker vi os, selv om vi længes efter at være forbundne.

Derfor vil det stort set altid give mening for os professionelle terapeuter at blive klogere på tilknytningsperspektivet. I al almindelighed og i vores arbejde med døden i særdeleshed. For selv om vi fødes ind i et trygt tilknytningsmønster, bliver det meget ofte udfordret af svigt, afvisninger og mangel på nærvær, som kan skabe utryghed og eksistentiel angst for ikke at overleve. Derfor lærer vi os andre måder at overleve på. Måske afviser vi andre, selv om vi har så hårdt brug for hinanden.

Tilknytning handler om sikkerhed, overlevelse og tryghed, og derfor kan et dødsfald aktivere en dyb frygt for forladthed og måske en forladthedsdepression, hvor du kapitulerer. Måske er du blevet forladt gang på gang som barn, som min mor, og bliver derfor nærmest traumatiseret og handlingslammet, når du mister et menneske, du har kæmpet for at blive trygt forbundet med. Et dødsfald kan reaktivere gamle måder at organisere sig på og i et tilknytningsperspektiv sende dig tilbage i et gammelt utrygt tilknytningsmønster.

Muligt at skabe ny tryghed

Døden og det at blive forladt kan derfor gøre det endnu mere aktuelt som professionel at sætte fokus på arbejdet med tilknytningsproblematikker. Og huske på – selv om det ikke altid føles sådan – at tilknytningsmønstre er dynamiske og ikke statiske.

Det er muligt at forandre det utrygge og at genopbygge nye trygge tilknytningsmønstre, hvor vi heler de gamle sår, så vi trygt tør gå ud i verden igen. På udkig efter de relationer vi er så afhængige af. Og tjekke ind i fællesskabet.

Gitte Højs hjemmeside: www.healthyyou.dk