×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Indlæg

Det relationelle sår ved seksuelle overgreb

Susanne Grundt Larsen

Psykoterapeut og foredragsholder

01. april, 2020

Ikke sjældent når vi mennesker brænder for en sag, har det sit udspring i noget, der virkelig har berørt os i livet, været overvældende og traumatisk. Sådan er det også for mig. Jeg har været udsat for seksuelle overgreb i min opvækst og har måtte arbejde intensivt med det i terapi.

Siden har mit hjerte blødt for mennesker, der er forpint af senfølger efter seksuelle krænkelser, og jeg har virkelig erfaret, hvor vigtigt terapeutens evne til at turde være i det smertefulde og skamfulde rum er for den krænkedes indre heling.

Derfor arbejder jeg bl.a. med seksuelt krænkede og de eftervirkninger, som de på mange eksplicitte, men også implicitte måder, dagligt må slås med.

Man skal huske, at mange der har været udsat for overgreb, har båret det som en tyngende hemmelighed det meste af livet. Mange har forsøgt at ytre det til en voksen, men er ikke blevet troet, det er blevet slået hen, eller de er ligefrem blevet bedt om at fortie det.

Det gør noget ved et menneskesind og kan kategoriseres som et lige så stort, hvis ikke større overgreb. Derfor har mange krænkede svært ved at tro på deres egen virkelighed, er ofte på vagt over for andre mennesker og kan have det meget svært med tillid. Noget jeg virkelig godt selv kan genkende.

Den terapeutiske relation er så central i mit arbejde, og så nødvendig for at jeg kan give den krænkede nye korrigerende erfaringer. Det gør jeg ved at være meget bevidst om mit kropssprog, min stemme og sprogvalg, også kaldt ”tuning”, så jeg sikrer at klienten får det afstemte møde, som han/hun har manglet. Det at bevidne det uudtalte og møde det uden selv at blive kapret af de følelser, det uundgåeligt sætter i gang, er en vigtig del af klientens heling.

I det hele taget vælger jeg meget at bruge mig selv og mine erfaringer. Jeg involverer dem ikke i detaljerne af mine egne overgreb, men jeg kan sagtens nævne, at jeg selv har enslydende oplevelser, hvilket kan have en skamreducerende betydning.

Og skam er nok en af de mest tungtvejende følelser for seksuelt krænkede og en stor del af mit arbejde med dem i det terapeutiske rum. Paradoksalt nok ender den krænkede med at skamme sig, selvom de selv er offeret, og det kræver en ikke uvæsentlig indsats at støtte klienten til at vende skammen/vreden mod krænkeren og ikke indad.

Mange krænkede har udviklet utallige, meget kompetente strategier for psykisk at overleve overgrebene, men de strategier bliver ikke ved med at tjene dem konstruktivt.

Jeg byder derfor altid overlevelsesmekanismerne velkommen i terapirummet, hvor dissociation* er hyppigt forekommende.

Når et menneske har været nødt til at trække sig fra og gå i frys pga. en alt for overvældende virkelighed, er det ikke sjældent, at det er det respektfulde mellemmenneskelige møde, der er opløsende for beskyttelsesmekanismen. Det er vigtigt, at jeg tilbyder følgeskab, der hvor klienten typisk gør sig alene, at jeg tør være med de ubærlige minder og følelser, og at jeg stiller mig uselvisk til rådighed for den andens oplevelse, så denne kan se dagens lys og tilføres empati og validering og støtte til at skille forkert fra rigtigt.

At arbejde med seksuelt krænkede er en hårfin balance, der kræver et lige så hårfint nærvær, for der er ikke langt til mistro og nedlukning. At støtte et menneske til at genvinde tillid er en lang rejse, og den kan kun genopbygges i mødet med et respektfuldt menneske, paradoksalt nok.

Det betyder at den krænkede atter må gøre sig sårbar, gå ud på den tynde is og stole på, at det nok går godt denne gang. Som når vi skal lære at stå på skøjter. Vi må have en at holde i hånden til, at vi tror på, at isen holder, og at vi kan holde balancen.

Jeg brænder for at stå på den tynde is, sammen med klienten, og at støtte til at genvinde troen på, at fortiden ikke nødvendigvis er et billede på nutiden, og at den krænkede nu er et voksent menneske, der ikke er i nærheden af den sårbarhed og afhængighed, som det lille ubeskyttede barn var.

*Dissociation betegner i psykologien fænomenet, at hjernen opdeler sanseindtrykkene, når mennesker oplever ekstreme begivenheder, der truer deres eksistens for at fjerne opmærksomheden fra det, som opleves som farligt, så de er i stand til at håndtere frygten.