fbpx
×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Indlæg

Bjerge af sorg

Meriam Al-Erhayem

Psykoterapeut

20. april, 2017

I mit virke som terapeut sidder jeg ofte over for et menneske, der er i dyb sorg. Disse samtaler danner baggrund for nogle refleksioner, som jeg gerne vil dele med jer.

Nogle gange kan man møde et menneske, der med få ord beskrive, hvordan det er at miste.  For nogle år siden talte jeg med en mor, der kort forinden havde fået besked om, at hendes teenagesøn kun havde kort tid tilbage at leve i. ”Jeg har altid vidst, at det værste i hele verden måtte være at miste et barn”, sagde hun,” men lige nu finder jeg ud af, at det bare er 100.000 gange værre, end jeg nogensinde havde forestillet mig”. Og hun tilføjede lidt senere: ”Jeg føler, jeg står ved foden af et stort bjerg, og jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg nogensinde komme over!”.

Som terapeut, som ven og som medmenneske ønsker man at trøste, række hånden ud og love, at hun nok skal komme over, igennem og ud på den anden side, men ofte føler vi os magtesløse og utilstrækkelige. For hvordan hjælper vi dem, der skal rumme det, der er 100.000 gange værre end det allerværste?

Et andet forældrepar, der havde mistet en datter, fortalte mig, hvor ensomt det var at sørge. De oplevede, at folk var afsøgende og afventende, nervøse for at sige noget upassende og ofte forsøgte at skåne, hvor der kunne skånes. Men som dette forældrepar sagde: ”De er så bange for at gøre os kede af det, men jeg garanterer for, at intet, som nogen kan sige, kan gøre os mere kede af det, end vi allerede er!”

At komme videre

Når mennesker i sorg opsøger mig, ønsker de mest af alt hjælp til at få lindret smerten, for når vi mister et menneske, som vi har elsket uendeligt højt, føles afmagten og sorgen ubærlig. Det føles uretfærdigt og ubarmhjertigt, at livet omkring en fortsætter, når man selv har så ondt, at det føles svært at bevæge sig. Nogle anklager sig selv for ikke kunne ”komme videre”, de føler måske en uudtalt forventning fra omverdenen om, at det vil være sundt komme i gang og få genskabt hverdagen. Men hverdagen kan IKKE genskabes, og turen over sorgens bjerg kan ikke forceres.

Nogle gange tænker jeg, at det slet ikke gælder om at komme videre, men i højere grad bare at holde sig stående. Stå i øjeblikket og give sig tid til at rumme smerten, og med tid finde ud af, at fremdriften findes i at turde stå stilstanden Jeg tror på, at det både giver ro og håb, at man gerne må sørge. Det giver så god mening at græde, for det vigtigste i alt er kærligheden – at vi tør knytte os til et andet menneske. Hvor hjerteskærende sorgen end er, så står kærligligheden altid stærkest.

Det kan være en livslang proces at sørge. Min farmor blev enke i en ung alder, og hun var klædt i sort resten af livet. For hende var sørgedragten et bevis på, at hendes store kærlighed var død, men ikke glemt. Jeg tror, vi kan lærer noget af min farmor, for vi kommer ofte til at svigte dem, der har mistet. Efter den første tids omsorg glemmer vi, at sorgen og savnet ikke nødvendigvis forsvinder over tid, lige som vi glemmer, at sorgen er forbundet med uendelig stor glæde og kærlighed, som der også er behov for at mindes.

Døden kommer altid bag på os, selv når den IKKE gør, og lige sådan med sorgen. Sorgen og savnet kan ikke sættes ind i et regneark med forventelig nedskrivning over tid. Den kan ikke kureres, forceres eller håndteres ud fra gældende regler, men derfor må vi som medmennesker ikke bare blive passive tilskuere. Vi skal være opsøgende og vise nærvær. Vi skal tale om savnet, også selv om det får tårerne frem eller huske en historie, som får os til at grine højt. Nogle gange skal vi  turde være helt stille eller sige det som det: Jeg  kan ikke sige eller gøre noget, der kan lette din smerte, men jeg vil være her og trække vejret sammen med dig.

Tak fordi du læste med.