×

AcademyCph   ·   Havnegade 49   ·   1058 København K

Indlæg

Hvorfor går man ikke bare fra en narcissist?

Helle Dueholm

Psykoterapeut

01. juni, 2020

Så hvorfor går jeg ikke bare?

Måske er det rigtigt, at jeg ikke kan leve uden ham.

Det hele handler om afhængighed. Har jeg oplevet svigt og manglende udtryk for kærlighed i barndommen, vil jeg være et oplagt emne for en person med narcissistiske personlighedstræk.

Møder med mennesker med en sådan personlighed sker for os alle sammen. Vi kan alle få en chef eller kollega med en sådan tilgang til andre mennesker. Når det handler om mere intime relationer som venskab og kæresteforhold, handler det ikke om, ”hvorfor sker det altid for mig?!”

Det handler mere om, hvordan jeg er skruet sammen psykologisk, således at jeg ikke hurtigt finder ud af, at dette er ikke et sundt og nærende sted at lægge min kærlighed og loyalitet, og derfor går væk. Det handler om, hvilken sårbarhed jeg bærer med mig, som gør, at jeg bliver i relationen og kæmper og prøver – igen og igen. På trods af at det bliver svært og smertefuldt.

Udtrykket ”kognitiv dissonans” beskriver det ubehag, jeg oplever, når jeg har to modsatrettede holdninger. En uoverensstemmelse mellem mine værdier og mine handlinger. Klassisk eksempel: jeg har lyst til en stor flødeskumskage, men vil samtidig også gerne tabe mig til min nye bikini. Der er ikke en måde at kombinere begge overbevisninger / ønsker.

Dette konfliktede sted er vigtigt at forstå som terapeut, når jeg har et menneske i terapi, som har en relation til et menneske med narcissistisk personlighedstræk. Der er en del af min klient, som forstår og med min hjælp måske i højere grad har indset, hvor smertefuldt og omkostningsfuldt det er at blive i relationen.

Men min klient har også den modsatte holdning, at det er afgørende vigtigt at blive i relationen. Uden ham/hende er jeg ingenting, jeg er hjælpeløs, ingen andre kan forstå mig/elske mig mm.

Denne modsatte holdning opleves ofte som:

”Forklaringer” – Jeg kan godt forstå, hvor svært det er for vedkommende, de havde det svært, har brug for tillid og at kunne stole på mig, jeg er den eneste, der kan få ham/hende til at hele og forstå, at jeg elsker dem.

”Minimering” – overtager krænkerens dialog

Så var det jo heller ikke værre. Jeg klarede mig jo. Der er jo også gode stunder. Jeg kunne også være klarere og bedre, til at udtrykke mig.

”Fortrængning”

Fordi smerten og svigtet er for overvældende at rumme for min klient, blev det fortrængt. Dybt fortrængt – det kan alene bringes frem over tid og i kontakt, hvor det kan udtrykkes uden at blive mødt af skamfremkaldende kommentarer eller positioneringer.

”Ønsketænkning”

Denne gang forstår hun det. Nu bliver det anderledes.

Som terapeut er det en alvorlig balancegang at kunne hjælpe med at indse mekanismerne og ikke bringe klienten ud i en position, hvor han/hun føler, at de bliver nødt til at afvise mine pointer og vælge alliancen med krænkeren.

Vejen til heling går gennem at hjælpe klienten hele det oprindelige og grundlæggende barndomssår / – traume af forladthed og forkerthed, som står i vejen for sunde grænser overfor krænkeren.

At etablere eller genetablere en sund fornemmelse af, hvem de er og den naturlige værdi som menneske, som vi alle besidder.